Kommunikerer din virksomhed om jeres arbejde med bæredygtighed og grøn omstilling?

Som forbruger, medarbejder eller samarbejdspartner har vi i stigende grad fokus på bæredygtighed i de valg vi træffer. Samtidig møder jeg ofte virksomheder, der ikke tør fortælle om deres arbejde med bæredygtighed, fordi de synes det er svært og er bange for at virke utroværdige.

Det betyder, at de misser muligheder for fx at opbygge tillid til deres brand og styrke deres position på markedet, tiltrække nye kunder, indgå værdifulde samarbejder og rekruttere nye medarbejdere.

Derfor minder jeg ofte om, at det er en omstilling de er i gang med – og i en omstilling er der ingen der forventer, at man har styr på det hele fra dag ét. Så hvad enten det er om grøn omstilling, strategi, en produktlancering eller noget helt fjerde I skal kommunikere om, er det vigtigt at:

– Være åben, ærlig og transparent, og vove jer ud i at fortælle om både potentialer og udfordringer i den rejse I står over for eller er i gang med – om ambitionerne, skridtene på vejen og resultaterne, og husk både succeserne og fejlene som I lærer af.

– Være konkret og fokusere på reelle resultater – og husk at de skal kunne dokumenteres, så I ikke utilsigtet kommer til at vildlede forbrugerne.

– Være relevant, produktnær og bruge eksempler – det er tit nemmere både at kommunikere og forstå.
 
– Undgå påstande og anprisninger – Ingen produkter kan betegnes som værende bæredygtige, klimavenlige eller -neutrale, for det er de meget sjældent i hele deres værdikæde. Vær obs på at Forbrugerombudsmanden har et skærpet fokus på virksomheders vildledende brug af disse udsagn, men ved at holde sig til de første tre punkter, så burde det være en nem sag at undgå. Læs evt. mere og find kvikguiden her: https://llk.dk/t4y882

– Men start med at sikre at dit arbejde er forankret i dit strategiske fundament og integreret i din forretningsstrategi – det øger nemlig troværdigheden og styrker dit brand.