Om Tina Lindharth – strategisk rådgiver og kommunikatør

Strategi skal kunne mærkes i hverdagen

Jeg hedder Tina Lindharth, og jeg hjælper ejerledere og ledelser med at skabe retning og få strategi, ledelse og kommunikation til at hænge sammen.

Jeg er optaget af, at virksomhedens ambitioner afspejles i de beslutninger, der bliver truffet, i måden organisationen arbejder på, og i det, virksomheden fortæller kunder og omverdenen.

Jeg bliver ofte kontaktet med en konkret kommunikationsopgave. Men for at finde den rigtige løsning begynder jeg med at forstå virksomheden, dens forretning og de mennesker, der skal være med til at udvikle den.

Når vi har et fælles billede af, hvad virksomheden vil opnå, og hvad der skal til for at komme derhen, bliver det lettere at prioritere, skabe fælles retning og omsætte ambitioner til handling.

Erfaring fra erhvervslivet

Forståelse for hverdagen i en virksomhed

Jeg har mere end 30 års erfaring fra det private erhvervsliv, heraf 25 år i samme virksomhed. Jeg har blandt andet været kommunikationschef i IKEA Danmark og arbejdet med salg, kommerciel PR, intern og ekstern kommunikation samt ledelse, strategi, transformation, organisationsudvikling og positionering.

Det har givet mig et bredt perspektiv på, hvad der skal til for at udvikle en virksomhed. Min erfaring har lært mig, at strategi, ledelse, organisation og kommunikation skal spille sammen og give mening for både forretningen og medarbejderne, hvis ambitioner og planer skal omsættes til handling i hverdagen.

I 2020 startede jeg Lindharth Kommunikation for at bruge min erfaring til at hjælpe flere virksomheder med at skabe retning og udvikling, finde løsninger, der fungerer i praksis, og gøre ambitioner til virkelighed.

Det begynder med at forstå forretningen

En god løsning tager udgangspunkt i virksomhedens forretning, ambitioner og mål. Derfor er det vigtigt for mig at forstå, hvad I vil opnå, hvad der skal til for at komme derhen, og hvad der er vigtigst at prioritere.

Et stærkt forretningsfundament og en tydelig strategi giver retning for de beslutninger, I træffer, og hjælper jer med at prioritere jeres tid og ressourcer. Det skaber også et fælles udgangspunkt for ledelse, medarbejdere og kommunikation.

Det betyder ikke, at vi altid skal begynde med at udvikle en strategi. Måske har I allerede en klar retning, men har brug for hjælp til at omsætte den til handling. Måske er udfordringen at gennemføre en forandring eller kommunikere tydeligt til kunder og medarbejdere. Min opgave er at hjælpe jer med at finde ud af, hvad der er brug for i netop jeres situation – og sikre, at løsningen understøtter det, I gerne vil opnå.

Sådan arbejder jeg

Tilpassede forløb – som en del af teamet

Jeg kommer ikke med en standardpakke. Vi starter med en dialog om jeres situation, ambitioner og udfordringer. Jeg sætter mig ind i virksomheden, og sammen afklarer vi, hvad I vil opnå, hvad der allerede fungerer, og hvor I har brug for hjælp.

Nogle gange begynder arbejdet med at få styr på forretningsfundamentet og strategien. Andre gange handler det om at få en forandring til at leve i organisationen eller styrke virksomhedens position og tydeliggøre, hvem den er, og hvad den skal være kendt for.

Samarbejdet tilpasser jeg til jeres behov. Det kan være strategisk sparring, et afgrænset rådgivningsforløb, workshops eller en konkret kommunikationsopgave. Det kan også være et længere forløb, hvor jeg løbende sparrer med ejerlederen eller ledelsen og hjælper med at holde retningen og føre planer ud i livet.

Jeg fungerer ofte som en del af mine kunders team – en erfaren ekstern kollega, der kender virksomheden, ser tingene udefra og stiller de spørgsmål, der hjælper jer videre. Jeg udfordrer, når der er behov for det, og hjælper med at skabe struktur og holde fokus på, at beslutninger bliver gennemført.

Hvem arbejder jeg med?

Jeg samarbejder med virksomheder i udvikling

Jeg arbejder primært med ejerledere og ledelser i virksomheder, der har en sund forretning og ambitioner om at udvikle sig.

Måske er virksomheden vokset, og kompleksiteten er fulgt med. Måske skal der sættes en ny retning, gennemføres organisatoriske forandringer eller skabes en tydeligere position på markedet. Fælles er behovet for at få overblik, prioritere indsatsen og omsætte strategi og beslutninger til handling.

Jeg har samarbejdet med virksomheder i forskellige størrelser – fra mindre ejerledede virksomheder til større internationale organisationer. Det vigtigste for mig er at forstå den enkelte virksomheds situation og finde den løsning, der skaber værdi i praksis.

Nogle af mine nuværende og tidligere kunder

For mig bygger et godt samarbejde på tillid, åben og ærlig dialog og en fælles ambition om at skabe resultater.

Ring eller skriv til mig, så tager vi en uforpligtende snak om jeres situation og behov, og om, hvordan jeg eventuelt kan hjælpe.