En ny hjemmeside er mere end nye tekster

En ny hjemmeside handler om mere end nye tekster

Mange virksomheder begynder processen med en ny hjemmeside, fordi den gamle trænger til en opdatering. Men undervejs viser det sig ofte, at der er brug for mere end et nyt design og nye tekster. Der er brug for at afklare, hvem virksomheden er, hvem den henvender sig til, og hvad den gerne vil være kendt for.

Jeg har gennem årene hjulpet en række virksomheder med at udvikle tekster til nye hjemmeside. I de fleste tilfælde er opgaven begyndt med et ønske om en ny og mere tidssvarende hjemmeside.

Ny hjemmeside

I dialogen med virksomheden bliver det ofte tydeligt, at den har udviklet sig. Måske har den fået nye ydelser, andre kunder eller ændret måden, den arbejder på. Men hjemmesiden fortæller stadig historien om den virksomhed, man var for fem eller ti år siden.

Derfor rækker opgaven ofte længere end selve hjemmesiden og nye tekster. For inden vi kan skrive tydeligt og relevant om virksomheden, skal vi være enige om, hvad det egentlig er vi skal fortælle.

Når virksomheden flytter sig, skal kommunikationen følge med

En virksomhed står sjældent stille. Nye muligheder opstår, kundernes behov ændrer sig, organisationen udvikler sig, og måske har virksomheden også fået nye ambitioner. Men det er ikke altid, at kommunikationen følger med.

Det kan betyde, at hjemmesiden ikke længere afspejler virksomhedens kompetencer og ydelser. At det er uklart, hvem man egentlig henvender sig til. Eller at man har svært ved at forklare, hvad der gør virksomheden relevant, og hvorfor kunderne skal vælge netop den.

Jeg har eksempelvis arbejdet med virksomheder, hvor processen med en ny hjemmeside har givet anledning til at genbesøge både positionering, målgrupper og forretningsområder.

I en virksomhed havde vækst og udvikling betydet, at både målgrupper, ydelser og den ønskede position havde ændret sig. Her handlede opgaven derfor om at omsætte virksomhedens udvikling til en ny og mere præcis kommunikation, som både ledelse og medarbejder kunne genkende sig selv i.

I en anden virksomhed arbejdede vi med virksomhedens forretningsfundament, den strategiske retning og målene, inden vi tog fat på kommunikationen og hjemmesiden. Her handlede det blandt andet om at samle ledelsens tanker, skabe fælles retning og afklare virksomhedens ønskede position, tilbud og målgrupper.

Det er forskellige udgangspunkter, men for mig er det netop her, værdien af arbejdet ligger. En ny hjemmeside bliver en anledning til at få ryddet op i virksomhedens fortælling, prioritere budskaberne og sikre, at kommunikationen afspejler den virksomhed, man er i dag.

De vigtige spørgsmål kommer før teksterne

Når jeg hjælper en virksomhed med nye hjemmesidetekster, er det vigtigt, at jeg forstår hvem de er, og hvor de gerne vil hen. Derfor begynder processen med dialog og spørgsmål.

Nogle af dem kan virke enkle, men svarene er ikke altid lige så enkle:

  • Hvem er vores vigtigste målgruppe? Vil vi tiltrække de samme kunder fremover, som dem vi har henvendt os til hidtil?
  • Hvad er vores vigtigste ydelser og kompetencer? Hvad skal kunderne først og fremmest kende os for?
  • Hvad gør os relevante, og hvordan adskiller vi os fra andre? Hvilken værdi skaber vi for vores kunder, og hvorfor skal de vælge netop os?
  • Hvilken position ønsker vi at indtage? Hvordan vil vi gerne opfattes af kunder, samarbejdspartnere og andre interessenter?
  • Hvad vil vi gerne være kendt for – og af hvem? Og stemmer det overens med det, vi faktisk gør, siger og leverer i dag?

Det kræver ikke nødvendigvis en stor strategiproces eller en omfattende analyse. Men de kræver, at man tager sig tid til at drøfte og prioritere. Og ikke mindst at ledelsen har en fælles forståelse af, hvad virksomheden vil kommunikere. Noget at det, jeg ofte oplever i denne del af processen, er, at virksomhederne godt ved, hvad de laver og hvem de gør det for. Men det er ikke altid let at sætte ord på, hvad der gør dem unikke, hvorfor kunderne skal vælge netop dem, eller hvad de gerne vil være kendt for.

Fra strategisk afklaring til konkrete tekster

Når de grundlæggende spørgsmål er afklaret, bliver det langt lettere at arbejde med hjemmesidens struktur, budskaber og tekster.

Så kan vi tage stilling til, hvad de enkelte sider skal fortælle, hvilke budskaber der er vigtigst, og hvordan vi bedst formidler virksomhedens kompetencer og den værdi, den skaber for kunderne.

Teksterne skal ikke bare lyde godt. De skal være relevante for målgruppen, afspejle virksomhedens identitet, tilbud og ønskede position. Og så skal det være tekster, virksomheden kan genkende sig selv i og stå inde for.

Samtidig skal de fungere i den sammenhæng, de indgår i. Det gælder både i forhold til søgemaskiner, AI-baserede søgninger og ikke mindst de mennesker, der besøger hjemmesiden for at finde ud af, om virksomheden er den rette samarbejdspartner.

En ny hjemmeside kan være begyndelsen på noget større

En ny hjemmeside kan selvfølgelig sagtens være det, virksomheden har brug for. Men den kan også være anledning til at stoppe op og se på virksomheden med friske øjne.

Er vi afklarede om, hvem vi er og hvad vi tilbyder? Er det tydeligt, hvem der er vores kunder, og hvem vi gerne vil samarbejde med? Afspejler vores kommunikation den virksomhed, vi er i dag – og den vi gerne vil udvikle os til?

Det er spørgsmål, der er værd at stille, inden man går i gang med at skrive.

Når jeg hjælper virksomheder med nye hjemmesider, er det netop kombinationen af strategisk afklaring og konkret kommunikation, jeg gerne vil bidrage med. Jeg hjælper med at stille spørgsmålene, samle trådende og omsætte tanker og ambitioner til en fortælling og tekster, der understøtter virksomhedens position og gør det lettere for kunderne at forstå, hvem virksomheden er, og hvad den kan tilbyde.

En god hjemmeside begynder med en fælles forståelse af, hvad virksomheden gerne vil fortælle og hvorfor. Når det er på plads, kan vi begynde at arbejde med design og tekster.

Og for mig slutter et samarbejde ikke nødvendigvis, når den nye hjemmeside går i luften. Ofte er der brug for at arbejde videre med at omsætte virksomhedens retning og fortælling til kommunikation i hverdagen – internt i virksomheden, på hjemmesiden, LinkedIn, i pressen og i mødet med kunder og samarbejdspartnere. Overvejer I en ny hjemmeside, eller er I i tvivl om, hvordan I bedst fortæller jeres virksomheds gode historier? Så tager jeg gerne en snak om, hvordan jeg kan hjælpe jer videre.