Kommunikation er et afgørende element, når man arbejder med forandringsledelse og skal motivere, involvere og skabe engagement blandt medarbejderne. Og den er absolut nødvendig, når man skal implementere nye systemer og arbejdsgange.

Efter en afsluttet opgave, har jeg samlet nogle pointer, som går igen, når jeg rådgiver og arbejder med forandringsledelse og kommunikation.

Forankring hos ledelsen – Uanset hvad der skal forandres, om det er en ny strategi, en organisationsforandring eller implementering af et nyt system, så er det alfa omega, at forandringerne er forankret hos både ledere og mellemledere. De skal agere som ambassadører, for uden deres opbakning bliver det rigtig svært at skabe opbakning og forankring hos medarbejderne.

En strategisk kommunikationsplan – Den skal være forankret i forandringernes WHY, hvad skal forandres, hvorfor, hvordan og hvornår. Og så skal den skabe et overblik over forandringernes talspersoner, stakeholdere og målgrupper, nøglebudskaber og evt. proof point undervejs. Kommunikationsplanen skal indeholde alle kommunikationsaktiviteter igennem forandringernes faser – fra ledelseskommunikation til intern SoMe, plakater mv., og evt. ekstern kommunikation.

Kend dit budskab og gør det til din egen fortælling – Det skaber tillid, motiverer og viser lederskab, når man kan kommunikerer forandringerne, som om man ’ejer’ dem og kan versionere budskaberne til at være relevante for den enkelte medarbejder.

Lyt og vær nærværende – Det gælder både ledere og kommunikationsmedarbejderne. Det er vigtigt at lytte og forstå, hvad der fylder hos medarbejderne, og løbende tilpasse planer og kommunikation, så de føler sig involveret. Det er trods alt dem, der har fingrene i hverdagen.